Når en sidste hilsen bare er totalt uretfærdigt.

I lørdags sagde min familie og jeg farvel til en speciel ven. En ven af familien, som har haft en stor effekt på os alle fire.

Jørgen blev 66 år gammel. Det er alt for tidligt og uretfærdigt ,at han ikke skulle have lov til at blive meget ældrere.
Her snakker vi om et menneske som betyder så meget, for mange mennesker. Det gør han fordi, at han virkelig var en person der var interesseret i os og kunne rumme alle salgs personer. En mand med kærlighed til alle mennesker og til livet.
Desværre var Jørgen syg, men sygdommen var ikke Jørgen. I mange år var hans krop præget af, at der var en ubuden gæst. Kræften var ihvertfald ikke velkommen.

Det skulle ikke være sådan og Jørgen er nu ikke længere en del af vores liv mere. Men det er han alligevel. Vi har minderne og alle oplevelserne.
Jeg er faktisk helt sikker på, at Jørgen sidder på en stjerne langt langt oppe og kigger ned på os alle sammen. Ryster på hovedet når vi laver et eller andet dumt og klapper i hænderne, når der skal bakkes op. En ting er ihvertfald sikkert, man manglede ikke opbakning, hvis Jørgen stod i ens hjørne.

Lørdagen foregik meget smukt. Solen stod højt på himlen og man kunne høre fuglenes fløjt.
Sangene i kirken var smukke, også selvom jeg synger piv falsk.
Min far skulle være med til, at bærer Jørgen ned til det sted, vi skal besøge ham fra nu af, og da vi går ned af stien bag ved kisten bliver jeg grebet af stolthed. Stolthed over, at min far har gjort så stort et indtryk på et andet menneske til, at han skulle have den ære, at bære kisten. Mens jeg skriver dette, sidder jeg faktisk og bliver rørt endnu engang. Det er en smuk tanke, at man kan betyde så meget, for et andet menneske.

Til slut vil jeg egentlig bare sige tak Jørgen, fordi vi fik lov til, at lære dig, at kende og være med på din rejse.
Du vil blive savnet.

Synes godt om

Kommentarer